26.05.2020 - Facader i ultra højstyrkebeton
Hi-Cons facade i ultra højstyrkebeton skaber en elegant ramme
Nytænkning, samarbejde og specialdesignede facadeløsninger skabte rammerne for den prisvindende bygning Herningsholm Erhvervsskole. Herningsholm Erhvervsskole har stået færdig siden 2017, og den elegante bygning har allerede vakt opsigt i både ind og udland. C.F. Møller Architects, som var arkitekter på projektet, vandt fortjent Herning Kommunes Arkitekturpris. Den innovative bygning danner en flot plads med velfungerende udearealer i sammenhæng med den eksisterende erhvervsskole. Projektet har en høj kvalitet i planløsningen og detaljeringen af facaderne.
Tidligt samarbejde gav det ønskede resultat
C. F. Møllers vision var fra start at efterkomme og levere en færdig bygning, der helt ned i detaljen levede op til det, som arkitektprojektet var solgt på. Det byggeri der står i dag er stort set identisk i sin udformning og skæringer. Det betød at der skulle tænkes innovativt for at få det helt rigtige elegante og lette udtryk på facaderne.
Christian Skaanning Nielsen, Bygningskonstruktør hos C.F. Møller Architects fortæller: ”Bygningen skulle stå i beton, men facaderne skulle have et spil i deres linjer samt et elegant udtryk. Vi ønskede ikke det her stringente elementbyggeri, tværtimod skulle facaderne have liv og give noget lethed til bygningen. Sandwichelementer havde været et oplagt valg, da vi stod med råt beton, men her ville det gå udover både æstetikken og den bærende konstruktion der lå bagved. I den projekterende fase finder vi frem til et renoveringsprojekt i Sverige hvor Hi-Con har leveret en fiberbeton forplade. Med dette udgangspunkt indgår vi i et samarbejde med Hi-Con, der efter vores behov og ønsker videreudvikler på fiberbeton pladen. Det mundede ud i en løsning der indfriede vores forventninger til et elegant og let udtryk. Udover at Hi-Con var med i projekteringsfasen, hvor vi havde et godt samarbejde og sparringsforløb, blev de også leverandør på projektet, og her har vi også været godt tilfredse.”
Kreativitet, innovation, rådgivning og et imponerende udtryk ligger i Hi-Cons dna. Fordi Hi-Con blev involveret tidligt i projektfasen, var det muligt at skabe en løsning, der realiserede C. F. Møllers visioner for projektet. På teknisk udfordrende projekter som Herningsholm Erhvervsskole, er Hi-Con med deres veldokumenterede produkter og ekspertise rustet og klar til at påtage sig alle opgaver og medvirke til at gøre drømme til virkelighed.
Et væld af muligheder
Til byggeriet, Herningsholm Erhvervsskole, leverede Hi-Con 370 elementer, fordelt på 146 enkeltsidede isolerede facadeelementer, 19 sandwichelementer, samt sternelementer og vægskiver i CRC i2® højstyrkebeton. Alle elementer blev støbt i lys CRC i2® højstyrkebeton, hvilket sammen med de store glaspartier bidrager til byggeriets lette og elegante udtryk. Betonen er verdens ældste og bedst dokumenterede højstyrkebeton - den kaldes for CRC i2®, som er en videreudvikling af den oprindelig CRC (Compact Reinforced Composite).
Hi-Con er et videnscenter for højstyrkebeton. Gældende for CRC i2® højstyrkebeton er, at det ikke anvendes som standardmateriale, men altid foregår i tæt samarbejde mellem ingeniører, arkitekter og Hi-Con. De mange muligheder med CRC i2® opstår i kombinationen af Hi-Cons ekspertise, arkitekterne og ingeniørernes viden for arkitektur, og det giver frihed til formgivning, æstetisk design og til at tænke i utraditionelle løsninger.
Fordelene ved den ekstrem stærke og holdbare beton er mange. Designet er slankt og minimalistisk og produktet er nemt at formgive, så mulighederne er mange. Samtidig har CRC i2® højstyrkebeton en holdbarhed på mere end 100 år, der kræver mindre vedligeholdelse og har en styrke næsten som stål.
Udover facader anvendes højstyrkebetonen bl.a. til at skabe trapper, altaner og broer til enestående byggeprojekter i hele Europa. Som de første i branchen har Hi-Con opnået en CE-mærkning på deres altaner i højstyrkebeton.
Hold dig ikke tilbage